Er du på boligjagt, så er det en rigtig god idé at få lavet et boligkøbsbevis. Men hvorfor egentlig? Hvad er et boligkøbsbevis, hvem udsteder det, og hvad kan det bruges til?

Disse spørgsmål og mange andre besvarer vi i den følgende artikel.

Bedøm indlæg

Hvad er et boligkøbsbevis?

Et boligkøbsbevis er din sikkerhed for, at en bank eller et realkreditinstitut er villig til at låne dig penge, så du kan købe en bolig.

Det er dermed en forhåndsgodkendelse af dig som kunde, en godkendelse som siger at du har mulighed for at købe en bolig, som koster op til en given pris.

At have en sådan forhåndsgodkendelse gør at du kan springe til, så snart du opdager at din drømmebolig er blevet sat til salg.

Efter at have fået et boligkøbsbevis vil du kunne vide med sikkerhed, hvor meget du vil være i stand til at investere i dit boligkøb.

Holder holder du dig inden for den økonomiske ramme, banken har sat, kan du faktisk starte processen med boligkøbet uden at skulle snakke yderligere med banken om finansiering.

Hvad skal du være opmærksom på, når du beder om boligkøbsbevis i banken?

Det er ikke sikkert, at dit nuværende pengeinstitut er det, der vil være mest villig til at låne dig penge til boligkøb.

Derfor er det ofte en god idé at bede om boligkøbsbeviser fra flere banker for at finde det pengeinstitut, som giver dig de bedste muligheder for at købe den bolig du ønsker.

Det er gratis at indhente et boligkøbsbevis i banken, og du er ikke nødt til at være kunde i givne pengeinstitut for at kunne bede om hjælp til boligkøb.

Hvorfor er det en fordel at have et boligkøbsbevis?

Vi har allerede set, at hvis du har et boligkøbsbevis, så det giver helt klare linjer for, hvor meget du har råd til at investere i dit boligkøb.

Dette er en fordel, idet du dermed kan fravælge boliger, som du ikke vil have råd til at købe, fordi udgifterne vil være for store for dig.

Et boligkøbsbevis giver dig dog også en række andre fordele:

  • Ejendomsmæglerne ser med fordel på dig som boligkøber, idet du med et
    boligkøbsbevis klart signalerer din reelle interesse i at købe bolig inden for en overskuelig fremtid.
  • I banken er det hurtigere og nemmere at optage lån, idet der allerede er
    blevet set på din økonomi, og din ansøgning er blevet forhåndsgodkendt.
  • Boligkøbere uden boligkøbsbevis vil have en længere proces for at opnå
    tilsagn fra banken, hvilket giver dig et forspring, idet du hurtigere vil kunne komme frem til købsaftalen.
  • Du ved hvor meget, du vil have til rådighed efter boligkøbet. Dette er nyttig information, specielt hvis du netop er gået i gang med at spekulere over at købe bolig.

Med klarhed over din økonomi kan du fra starten overveje, om du med fordel allerede nu kan skære i nogle udgifter for at få flere penge mellem hænderne, og eventuelt senere vil kunne bede banken om at revidere deres boligkøbsbevis, fordi du har en bedre, mere solid privatøkonomi.

Vi kan se ud af ovenstående, at det er en rigtig god idé at tale med banken, inden din boligjagt for alvor går ind.

Dels fordi det stiller dig bedre overfor sælger og ejendomsmægler, dels fordi du har helt klarhed over, hvor meget du har mulighed for at låne, og dermed hvor dyrt, du kan sætte dig.

Det giver også andre gode fordele at have styr på privatøkonomien. Du kan eksempelvis mærke med det samme, om en given bolig vil være økonomisk overkommelig, eller om du bør vælge noget andet.

Hvordan får jeg et boligkøbsbevis?

Boligkøbsbeviset er en direkte følge af, at du har taget kontakt til et eller flere pengeinstitutter og sammen med deres rådgivere set på din privatøkonomi med kritiske, realistiske øjne.

Er din partner også med til at købe ejendom, er det naturligvis jeres fællesøkonomi, der bliver set på.

For at udstede et boligkøbsbevis skal banken som hovedregel bruge:

  • De seneste tre seneste lønsedler
  • Den seneste årsopgørelse fra Skat
  • Et budget over indtægter og udgifter i husholdningen

Der kan være nogle bankrådgivere, som vil bede dig om flere informationer.

Fordelen ved dette er, at jo mere viden de har om dig og din økonomiske situation, jo mere præcise kan de være i deres udregninger.

Dermed vil du have større sandsynlighed for at få et beløb stillet til rådighed, som du faktisk er i stand til at afdrage på uden at skulle lægge din levestil alt for meget om.

Det er vigtigt at have et realistisk, opdateret billede af din økonomi, for der er ikke noget sjov i at købe dit drømmehus, hvis ikke du har mulighed for at afdrage på lånet eller betale regningerne for at bo der.

Derfor er det utrolig vigtigt, at du klarlægger, hvordan din økonomi ser ud “i dag”, og hvor du eventuelt kunne skære udgifter væk og dermed få flere penge til rådighed i fremtiden.

Det kan give nye perspektiver på din situation at snakke med mindst én bankrådgiver. Du bliver både klar over, hvordan du rent faktisk er stillet, men det bliver faktisk også lettere at finde unødvendige eller overflødige udgifter, du kan spare væk.

Hvilke forhold vurderer banken, inden de kan udstede dit boligkøbsbevis?

Der er en række forhold, som er oppe til vurdering, når du ønsker at vide, hvor
meget du kan låne af banken. Nogle af de vigtigste nævner vi herunder.

Rådighedsbeløb

Rådighedsbeløbet er det beløb, du har til rådighed, når månedens faste udgifter er betalt.

Det er dermed din løn og/eller andre indtægter, du allerede har betalt skat af, hvorfra udgifter som husleje, vand, varme, elektricitet, internet eller telefon er fratrukket.

Rådighedsbeløbet dækker normalt resten af udgifterne, de variable udgifter, til mad, tøj, helbred og sundhed, fritid og så videre.

Formue

Formue er det, du ejer, minus gæld. Din formue bruges for eksempel som garanti, når
du stifter gæld. Så er banken nemlig relativt sikker på at kunne få sine penge igen.

En solid formue er ofte tegn på en sund måde at styre økonomien på.

Din evne til at betale pengene tilbage

Banken ønsker at tjene penge på at låne penge til dig, ikke at tabe på jeres aftale. De laver derfor en kreditvurdering af dig og din situation for at se, om det virker sandsynligt, at du faktisk kan betale det, de låner dig, tilbage.

Poster som formue, indkomst og udgifter vurderes nøje i den sammenhæng.

Din villighed til at betale pengene tilbage

Er du én, der betaler regninger til tiden? Har du problemer med overtræk på
din konto?

Er årsopgørelsen fra Skat i orden eller er der uregelmæssigheder?

Det er alt sammen informationer, som fortæller banken om du er villig til at
betale pengene tilbage.

Er disse forhold ikke i sig selv tilfredsstillende, kan du forsøge at overbevise
banken om, at du har reelle hensigter.

Dette kan gøres ved at bevise over for dem, at du i din aktuelle situation er i stand til at spare op.

Opsparing

Hvis du over en længere periode sætter et vist antal kroner tilside hver måned til opsparing, så viser du banken, at du er villig til at leve mere sparsommeligt. En evne der vil komme dig til nytte, når du køber fast ejendom. Det viser også, at du er klar til at fratage dig nogle af livets glæder for at have råd til at købe den bolig, du ønsker.

Opsparingen er desuden nyttig, idet du vil have behov for at kunne lægge
mindst 5 procent af købesummen som udbetaling.

Hvor længe gælder et boligkøbsbevis?

Vær endelig opmærksom på, at et boligkøbsbevis har en udløbsdato.

Dette er fordi, både din økonomi og rentepresset kan ændre sig.

Disse to faktorer kan nemt have konsekvenser for, hvor meget du vil kunne låne, og dermed hvor dyr en bolig du vil kunne købe.

Hold derfor kontakt med bankrådgiveren, når du er på boligjagt og få opdateret og fornyet dit boligkøbsbevis, hvis det er ved at udløbe, så du ikke risikerer at stå uden den dag, du falder over din drømmebolig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 + 12 =

Artikler du måske vil synes om