Det er let at forelske sig i en bolig. Drømmen om et hjem tager gerne over og skubber fornuftens…

Brug en uafhængig byggesagkyndig, før du skriver under på noget

Det er let at forelske sig i en bolig. Drømmen om et hjem tager gerne over og skubber fornuftens stemme i baggrunden. Derfor er det en rigtig god idé at alliere sig med en uvildig byggesagkyndig – gerne tidligt i processen.

Bedøm indlæg

Det ligger i sagens natur, at vi som mennesker gerne vil skabe den perfekte ramme for vores familie. Vi bygger rede. Vi finder et hjem. Langt hen ad vejen, er det følelserne, der guider os. Men lige når det kommer til et boligkøb, kan det være en rigtig god idé at alliere sig med en byggesagkyndig, som ikke har nogen følelsespåvirkede holdninger til dit drømmehjem.

Forestil dig, at du har fundet din drømmebolig. Du har måske allerede aftalt en pris med sælger og er så godt som klar til at underskrive.

Men før du skriver under på noget, bør du få en uvildig byggesagkyndig til at gå boligen igennem. Uanset om du er forelsket i en lejlighed, et rækkehus eller en større landejendom, så kan der være ting, dit forelskede blik har overset, som i sidste ende bliver en dyr fornøjelse.

jumpstory download20200320 125756

Forstå tilstandsrapporten

Tilstandsrapporter kan ikke betragtes som den endelige sandhed vedrørende boligens tilstand, så ved at få en byggesagkyndig til at gennemgå tilstandsrapporten og kigge nærmere på boligen, får du en bedre forståelse for boligens reelle stand.

Den byggesagkyndige kan gennemgå tilstandsrapporten og stille skarpt på, hvad du skal være opmærksom på. Men han kan også gå boligen efter for at sikre, om der er forhold, som ikke er nævnt i rapporten. Måske er der noget omkostningstungt, du har overset og ikke har med i dine overvejelser. Eller måske bare nogle småting, som trods alt vil kunne give dig et afslag i købsprisen.

Tilstandsrapporten kan også indholde en del fagudtryk, som kan være svære at forstå, og den beskriver heller ikke, hvordan diverse skader eller mangler kan udbedres, og hvilke omkostninger der er forbundet med det – det kan en byggesagkyndig blandt andet være med til at hjælpe dig med at få et overblik over. 

Inden gennemgangen af boligen vil den byggesagkyndige typisk have gennemgået den foreliggende tilstandsrapport og kan således besvare de spørgsmål, I har til den. Den byggesagkyndige kan imidlertid også rådgive jer om forsikringsmæssige udfordringer og klausuler, tilstandsrapporten kan medføre, når der skal tegnes en ejerskifteforsikring på boligen.

På selve gennemgangen vil den byggesagkyndige gennemgå ejendommen sammen med jer og samtidig med undersøgelserne forklare, hvad der eventuelt måtte være af fejl og mangler ved ejendommen, som kan eller vil få betydning for jer som købere. I vil på samme måde drøfte den forventede vedligeholdelse på de større opgaver inden for en 10-års periode, så I kan lægge et realistisk budget på driften af ejendommen.

Skulle der være konkrete ønsker om renoveringer på ejendommen i forbindelse med overtagelsen, så vil de forskellige løsninger kunne vendes med den byggesagkyndige. Afslutningsvist, så vil du få en generel vurdering af ejendommen, set i forhold til tilsvarende ejendomme af samme alder og byggestil.

Den uvildige byggesagkyndige kan give dig en fagmands syn på din kommende boligs tilstand eller visualisere dine fremtidsplaner, så du sikrer dig, at boligen rent faktisk lever op til drømmen. En byggesagkyndig kan blandt andet være en håndværker, bygningskonstruktør, ingeniør, arkitekt mm., det vigtigste er, at vedkommende har den rette faglige ballast og er uafhængig af de øvrige parter i købet. Både personligt og økonomisk. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler du måske vil synes om