Joakim og Iben faldt pladask for en storslået, bevaringsværdig villa fra 1890. Huset på 450 m2 krævede dog en totalrenovering fra top til tå. Med den rigtige rådgivning er parrets drømmebolig i dag en realitet…

Joakim og Iben faldt pladask for en storslået, bevaringsværdig villa fra 1890. Huset krævede dog en totalrenovering fra top til tå. Med de i alt 450 m2 fordelt på tre etager, var det både en øjeblikkelig forelskelse og en ordentlig mundfuld, de gik ind til. Med den rigtige rådgivning er parrets drømmebolig i dag en realitet.

Bedøm indlæg

Iben og Joakim var begge ved at tabe kæben, da de første gang trådte ind i den unikke ejendom på Nørre Allé midt i Aarhus. Dog af helt forskellige årsager. Mens Iben oplevede en øjeblikkelig forelskelse, fik Joakim svedige håndflader.

– Der var 45 døre, da vi første gang trådte ind i huset, så der var helt ekstremt mange små rum i det store hus. Samtidig var det som at ramme en tidslomme, der ikke havde rykket sig i 100 år, fortæller Joakim, mens Iben straks tilføjer:

– Selvom huset var fuldt af ældgamle gulvtæpper og små rum, var der meget højt til loftet. Jeg så derfor straks mulighederne for at skabe de her store, lyse rum, som vi begge elsker.

Joakim nikker genkendende til, at Iben var god til at fokusere på potentialet, mens han ved første øjekast blev blændet af tanken om det store renoveringsarbejde, der ville vente forude. Men det ændrede sig hurtigt.

joakim peger

Joakim og Iben fortæller om deres integrerede udestue, som giver utrolig meget lys til køkken-alrummet.

Vi gør det ordentligt fra start

For selvom Joakims umiddelbare afskrækkelse var stor, var Ibens begejstring større. Han blev langsomt lun på ideen, og parret valgte som første step at få gennemgået boligen af en bygningssagkyndig, som lavede en grundig tilstandsrapport.

Efter den bygningssagkyndige gav sin velsignelse til projektet med ordene “det er en sund gammel dame, I har fået fingre i”, var de ikke længere i tvivl: Huset skulle være deres.

– Da beslutningen først var truffet, aftalte vi med det samme, at vi ville gøre det ordentligt. Hvis vi ventede med for mange små hængepartier, ville vi nok aldrig få det gjort, forklarer Joakim og fortsætter:

– Helhedsindtrykket er vigtigt for os, så vi kunne lige så godt gøre det gennemført fra start.

Parret skrev under på købsaftalen i februar 2020, fik nøglerne i juli 2020 og flyttede ind midt i maj 2021. De var klar over, at huset krævede mange kærlige hænder for at blive til den drømmebolig, de havde i tankerne. Samtidig var de enige om, at de ikke skulle stå for selve renoveringen selv. Derfor har de købt sig til hjælp fra blandt andet en bygningssagkyndig, en arkitekt, ingeniører og håndværkere. Ifølge Iben og Joakim, var pengene godt givet ud.

– Hverdagen er jo fyldt med praktik, madpakker og arbejde. Så hvis vi skulle have lavet det selv, ville renoveringen nok have taget ret mange år, fortæller Iben.

Der er uden tvivl sket meget på blot et år i den unikke herskabsvilla, og det meste af stueetagen og førstesalen er færdigt. Iben og Joakim påpeger dog, at der stadig mangler detaljer på vinduerne, de høje paneler skal op, og det meste af kælderen er stadig under renovering. Samtidig skal hele facaden omfuges, hvilket er et større arbejde. 

artboard 1

(1) Soveværelset på førstesalen har gennemgang til kontor og walk-in. Der er udsigt direkte til toppen af Aarhus Domkirke. (2) Både pejsestuen (forrest) og legeværelset (bagerst) har husets originale lysekroner, som Joakim har restaureret.

Fra 45 døre til store lyse rum

Iben og Joakim købte herskabsvillaen som et dødsbo. Den havde siden 1960’erne fungeret som generations-hus, hvor ejeren havde boet med sine forældre og efterfølgende overtaget boligen med sine egne børn. Den er i dag bevaringsværdig i kategori 3, hvilket betyder, at kommunen stiller krav til husets ydre, for at sikre det oprindelige udtryk. Det sætter naturligvis også nogle krav til renoveringen og stilen.

– Den storhed man mødte, når man så huset udefra, ville vi rigtig gerne omfavne, så man fik den samme følelse, når man trådte ind i huset, fortæller Iben.

Efter den bygningssagkyndiges gennemgang af boligens stand, var arkitekten den næste på listen. Han så alle tegningerne igennem med parret, og de lavede sammen en større omrokering af boligens indvendige. Trappen til førstesalen blev flyttet, og de 45 døre til små rum blev til store, lyse rum.

– Vi ville have haft svært ved at realisere vores drømme uden arkitektens rådgivning. Han hjalp os med at vise, hvad der var praktisk muligt i forhold til vores ideer, siger Joakim, mens Iben uddyber: 

– Og så er vi jo to mennesker med to meninger, så derfor var det også rart at have en fagekspert med til at udfordre vores ideer.

joakimogiben bad kombineret

Badeværelse på førstesalen. Alle materialer i huset er udvalgt efter stil og funktionalitet. Det vigtigste for Iben og Joakim er, at alle fliser og overflader i badeværelse og køkken kan tåle slid og diverse rengøringsmidler. Samtidig går de fritlagte bjælker igen flere steder i huset. Det smukke badekar er importeret fra Italien.

Stilet og praktisk hjem

Parret beskriver deres byggestil og boligindretning med nøgleordene “funktionalitet, stil og convenience”, hvilket har været gennemgående faktorer under hele renoveringsprocessen. Samtidig har de gjort en dyd ud af at bevare så mange detaljer fra det oprindelige hus som muligt.

bilag 001 salgsopstilling 00002

Ejendommen er bevaringsværdig i kategori 3, hvilket betyder, at husets facade skal leve op til nogle standarder fra kommunen, for at bevare det originale udtryk.

De har selv restaureret de gamle døre, radiatorskjulerne, de originale vinduer og boligens gamle lysekroner. Samtidig går fritlagte bjælker igen i hele huset, og alt det stuk, der kunne bevares, er blevet bevaret. Resten har de genskabt.

– Iben er meget visuelt detaljeorienteret, mens jeg er meget teknisk detaljeorienteret. Så det har på mange måder været et godt match, fortæller Joakim.

Beliggenheden betyder alt

Joakim og Iben har fundet en oase midt i Aarhus’ populære Øgadekvarter. Hvis ikke det var fordi, de fra førstesalen havde direkte udsyn til Aarhus Domkirke, ville du ikke tro, at du befandt sig i centrum af Danmarks næststørste by med det pulserende Latinerkvarter lige i baglommen.

artboard 2

Udsigten fra drengene Kelvin og Eliotts fælles soveværelse afslører, at den store, herskabelige villa er placeret midt i Aarhus. Man bemærker det ikke, da huset ligger isoleret væk fra vejen, mens både mur og opvokset hæk omkranser haven.

– Byen er vigtig for os. Vi bruger den hver dag, og vi har prioriteret at kunne gå og cykle til alt. Derfor ville vi nok heller ikke komme til at flytte ud i et nyt parcelhuskvarter, siger Joakim.

Gennem hele renoveringsprocessen har Joakim og Iben formået at bevare boligens sjæl og historie. På samme tid er de lykkedes med at forvandle den bevaringsværdige villa til en drømmebolig for enhver moderne børnefamilie.

– Om to år forventer vi at være færdige med alt, inklusive facaden og kælderen. Og så regner vi med at blive boende i rigtig mange år. Vores store drøm for fremtiden er, at huset igen kan blive et generations-hus, som går i arv, smiler Iben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler du måske vil synes om