En ny lov om gamle brændeovne er vedtaget i kampen mod luftforurening, og efter den 1. august 2021 kan det være slut med gamle brændeovne i dit nye hjem…

Ny lov bestemmer, om den gamle brændeovn skal skrottes

Vi ved det jo godt – brændeovne er lig med forurening og skadelige partikler. Men de er også lig med hygge. En ny lov om gamle brændeovne er vedtaget i kampen mod luftforurening, og efter den 1. august 2021 kan det være slut med gamle brændeovne i dit nye hjem.

Bedøm indlæg

Loven om miljøbeskyttelse kræver nemlig, at hvis du køber en bolig efter den 1. august 2021, og der i boligen er en gammel brændeovn produceret før 2003, så skal den fjernes eller udskiftes.

Du kan heldigvis stadig beholde hyggen og magien fra de varme flammer, men brændeovnen i dit nye hjem skal altså skiftes til en ny, hvis den er fra før 2003.

Tjek din brændeovn, når du køber bolig

Ifølge Miljøstyrelsen er du som boligkøber efter 1. august 2021 forpligtet til at oplyse, om der står en brændeovn eller en pejseindsats i den bolig, du har købt.

Er ovnen produceret før 2003, bliver det lovpligtigt at skifte eller skrotte den. Det skal indberettes til Miljøstyrelsen senest 12 måneder, efter du har overtaget boligen. Gør du ikke det, kan du straffes med bøder.

Er du i tvivl om brændeovnens alder, er det en god idé at kontakte din skorstensfejer, som kan hjælpe dig med at fastslå produktionsåret. Det vil også være en god ide at undersøge, om sælgeren af boligen kan hjælpe dig.

pexels pixabay 266604

Brændeovnen skal indberettes

Når boligen tinglyses, skal det også indberettes, om der står en brændeovn i boligen. Det sker digitalt via www.tinglysning.dk. Efter indberetningen får du et brev fra Miljøstyrelsen i e-boks. Brevet indeholder yderligere information om mulighederne for at dokumentere ovnens alder og fristen for at gøre dette.

Hvis boligen indeholder en brændeovn fra efter 1. januar 2003, skal du som ny boligejer dokumentere brændeovnens alder. Ifølge Miljøstyrelsen kan du gøre det ved at indsende:

  • en prøvningsattest
  • dokumentation for svanemærkning
  • en underskrevet erklæring om vurdering af produktionsåret fra skorstensfejeren eller en anden fagperson
  • en såkaldt overensstemmelsesvurdering

Dokumentationen skal indsendes inden for seks måneder efter, du har overtaget boligen.

Der findes også undtagelser ved den nye lov, og derfor er det vigtigt, at du læser mere om reglerne på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Gamle brændeovne forurener mere

En gammel brændeovn forurener op til fem gange så meget som en moderne ovn, skriver Miljøstyrelsen. Det betyder, at mere moderne en model er, jo bedre er det for miljøet og for din sundhed.

Dette er derfor grunden til, at der i 2020 blev vedtaget en ny lov om udskiftning eller skrotning af brændeovne fra før 2003. Og denne lov træder i kraft 1. august 2021.

pexels rachel claire 5490204

Det er køberen, der skal skrotte eller udskifte brændeovnen

Du skal være opmærksom på, at du som køber er forpligtet til at skifte eller skrotte brændeovnen i din nye bolig. Sælger kan dog være en stor hjælp, hvis der bliver fundet dokumentation for brændeovnens produktionsår.

Som køber kan du bede sælgeren om at finde ét eller flere af følgende dokumenter:

  • En kvittering på brændeovnen
  • en erklæring på alderen fra en fagperson
  • en prøvningsattest, der fulgte med brændeovnen
  • en overensstemmelsesvurdering fra producenten
  • dokumentation for svanemærkning af brændeovnen. Hvis den er svanemærket, er den tidligst fra 2006
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler du måske vil synes om