Er du også i tvivl om, hvor du starter, når du skal købe sommerhus, så følg denne guide. Trin-for-trin hjælper vi dig med at indfri din drøm om at blive sommerhusejer…

Bliv klædt på til sommerhuskøbet

Vil du også skabe søde sommerminder med familien i jeres eget sommerhus?

Bedøm indlæg

Er du i tvivl om, hvor du starter,  når du skal købe sommerhus, så følg denne guide. Trin-for-trin hjælper vi dig med at indfri din drøm om at blive sommerhusejer.

Vi gennemgår hvert af de følgende punkter længere nede i artiklen.

  • Lav en tjekliste og få styr på dine ønsker
  • Hvor meget kan du købe for?
  • Undersøg boligmarkedet
  • Kend sommerhusets stand
  • Lav en samejeoverenskomst, hvis I er flere, der køber sammen
  • Hav styr på reglerne, hvis sommerhuset skal udlejes
pexels sven huls 3596017 1

Lav en tjekliste og få styr på dine ønsker

Hvis du er i tvivl om, hvad familiens ønsker og krav til sommerhuset er, så lav en tjekliste allerførst. Listen kan indeholde de ting, der er vigtigst for dig, inden at du begynder at kigge på forskellige sommerhuse.

Du kan for eksempel spørge dig selv:

  • Hvor langt skal der være til sommerhuset?
  • Skal det ligge tæt på skoven, havet, byen, tæt på naboer, langt fra naboer?
  • Hvor mange sovepladser skal der være?
  • Hvor stort skal huset være?
  • Hvad vil jeg bruge sommerhuset til? Hvad skal det kunne?
  • Skal det være indflytningsklart, et håndværkertilbud eller midtimellem?
  • Naturgrund eller klassisk have?
  • Skal det lejes ud?
  • Andre ønsker og krav?

Hvor meget kan du købe for?

Inden du går i banken for at tage et låne til sommerhuset, skal du have styr på din økonomi. Hvad er din månedlige indkomst, og hvad kan du give for et sommerhus?

Selve finansieringen af et sommerhus minder på mange måder om at købe en almindelig helårsbolig. Men når du skal købe sommerhus, kan du kun låne 60-75% af prisen som realkreditlån, resten skal du selv have til udbetaling eller låne i banken. Det kan være en god idé at have en uafhængig økonomisk køberrådgiver med på råd, som kan sikre dig konkurrencedygtige vilkår på sommerhusmarkedet og sikre dig det bedste økonomiske udgangspunkt.

Undersøg boligmarkedet

Når du skal finde sommerhuset, er det en god idé, at du sætter dig ind i boligmarkedet i det område, som du er interesseret i. Når du kender til de forskellige boliger, der er til salg, kan du nemmere sammenligne sommerhusenes pris og stand med hinanden. Og det giver dig et større overblik, når du kigger efter sommerhus.

Her kan du benytte dig af en købermægler, som kan hjælpe dig med at forhandle prisen og den bedste købsaftale for dig. Købermægleren kender markedet, priserne og alle ejendomsmæglernes tricks. Med andre ord er købermægleren på din side hele vejen.

marc najera mfaghyggvoo unsplash

Kend sommerhusets stand

Du har måske allerede fundet det perfekte fritids- eller sommerhus, der lever op til familiens mange drømme og ønsker. Men hvordan står det til med standen?

Selvom du står med en tilstandsrapport i hånden, så er du måske stadig i tvivl om boligens stand. Det kan godt betale sig at tage fat i en bygningssagkyndig, som kan gennemgå tilstandsrapporten og sommerhuset sammen med dig og sætte fokus på eventuelle fejl og mangler.

Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at sommerhuset har et energimærke. I september 2017 blev det indført, at sommerhuse ikke behøver energimærkning, og det betyder, at du ikke kan være sikker på, hvor godt isoleret og energiøkonomisk huset er. Men lad dig ikke skræmme – den bygningssagkyndige kan give dig et overblik over boligens stand, så du ved, hvad der skal udbedres eller renoveres i fremtiden.

nils nedel nrp 0jxuefu unsplash

Lav en samejeoverenskomst, hvis I er flere, der køber sammen

At købe sommerhus med andre kan godt betale sig rent økonomisk, der er flere til at male træværket eller slå græsset, og så er det hyggeligt at kunne mødes på tværs.

Det er dog vigtigt at lave en samejeoverenskomst i samarbejde med advokaten, hvis du køber sommerhus med dine venner, søskende eller forældre.

Samejeoverenskomsten er til for at løse eventuelle konflikter, der kan opstå mellem parterne. Det kan for være, hvis den ene part ikke længere ønsker at eje sin del af ejendommen, hvis der er uenighed om udlejen af sommerhuset, eller hvis I bliver uenige om vedligehold. I samejeoverenskomsten skal I også skrive, hvor mange penge den ene, anden og måske tredje part skyder ind i sommerhuset. Samejekontrakten sikrer dermed, at alle parter overholder deres aftaler.

Har I ikke har en samejekontrakt for jeres fælles bolig, gælder de almindelige juridiske regler på området. Det betyder, at I skal blive enige om alt. Kan I ikke det, må jeres sameje ophøre, og det betyder, at sommerhuset i sidste ende skal sælges på auktion.  

Hav styr på reglerne, når sommerhuset udlejes

Der er mange grunde til, at private sommerhusejere vælger at leje sommerhuset ud. Ofte bunder det i økonomiske grunde, og det er der ikke noget at sige til. Mange danskere og tyskere flokkes til landets sommerhusområder hver eneste sommer. Der er dog stor geografisk forskel på, hvor meget sommerhuse lejes ud, og hvad lejen er. Men mange steder, kan du få nogle af udgifterne til sommerhuset igen ved at leje det ud.

Hvis du vil leje huset ud, skal du også tage stilling til, om du selv vil stå for det hele, eller om et bureau skal gøre det. Du skal huske, at du skal betale skat af en del af dine indtægter, når du lejer dit sommerhus ud – dog kun når du kommer over et vist beløb.

Gennem et bureau får du et bundfradrag på 41.900 kroner (tal fra 2020), og lejer du selv sommerhuset ud, er bundfradraget på 11.500 kroner. Det er noget lavere, men så undgår du at betale 25-40% af lejeindtægten til udlejningsbureauet. Husk altid at tjekke op på de nyeste regler på skats hjemmeside.

Inden du beslutter dig for at leje sommerhuset ud, skal du overveje følgende:

  • Hvor mange uger om året kan jeg undvære sommerhuset?
  • Kan jeg leve med et mindre personligt sommerhus med færre af mine personlige ejendele?
  • Hvor meget kan jeg udleje det for?
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler du måske vil synes om