Maling af badeværelsesgulv – gør man virkelig det? Kan det betale sig? Men det har faktisk sine fordele at male badeværelsesgulvet. Det er et billigere og tidsbesparende alternativ til fliser. Læs med her for at finde ud af hvorfor!

Hvis du skal til at renovere dit badeværelse, så kan det hurtigt blive dyrt og besværligt at lægge fliser. Der er derfor god grund til at overveje at male badeværelsesgulvet. Men er der risiko for, at det skaller af? Kan det virkelig holde? Frygt ej. Alt dette kommer vi omkring i denne artikel.

5/5 - 1 Stemmer

Hvilke overvejelser bør du gøre dig, inden du starter maling af
badeværelsesgulvet?

Efter nogle år kan et badeværelse nemt komme til at se lidt halvnusset og
forsømt ud. Her spiller badeværelsesgulvet en stor rolle. At male gulvet kan
give dig fornemmelsen af et helt nyt badeværelse.

Inden du starter på dit (næsten) nye badeværelse, bør du overveje følgende:

  • Hvor meget af badeværelsesgulvet skal males?
  • Hvilken maling skal du bruge – og hvor megen?
  • Er overfladerne klar til at blive malet?
  • Kan du selv klare det, eller har du brug for professionel hjælp?

Der findes historier om maling, der skaller af fliserne, og som dermed gør dit arbejde og din investering ubrugelig. Det er ikke en skrøne, men er derimod resultat e af en for hurtig start på projekt “maling af badeværelsesgulv”, men du skal ikke være nervøs. Med det korrekte forarbejde og de rigtige materialer får du et både flot og holdbart og resultat.

Hvad er prisen for maling af badeværelsesgulv?

Det er umuligt at spå om, når vi ikke kender de specifikke detaljer i dit projekt. Og det kommer jo naturligvis også an på, om du har tænkt dig at svinge penslen selv, eller om du vil have fagfolk til at tage sig af tingene.

Men for at få fornemmelsen af, hvad det nogenlunde vil koste, kan du i det følgende læse lidt om, hvad omfanget er at gøre det selv, og hvad omfanget er, hvis du vælger professional hjælp.

Gør-det-selv

I gør-det-selv-situationen vil du få brug for at købe ind for at kunne udføre
opgaven. Følgende materialer bør stå på din indkøbsseddel:

  • Sikkerhedsbriller og gummihandsker, så du ikke risikerer at få noget kemisk i øjnene eller på din hud. Din sikkerhed bør altid være i højsædet.
  • Grundrens, som skal bruges til at gøre dit badeværelsesgulv helt rent, så malingen bedre kan hænge fast.
  • Rene klude og rengøringssvampe, så du har noget at fjerne sæberester og andet skidt med.
  • Kalkfjerner eller 32% eddikkesyre. Denne skal bruges til at fjerne kalkrester fra dit badeværelsesgulv.
  • Sandpapir eller rystepudser til at slibe fliserne lidt ned med, så hæftegrunderen kan hænge ordentligt fast.
  • Hæftegrunder, grundlaget for din maling af badeværelsesgulvet.
  • Afdækningsmateriale, som skal bruges inden du starter på malearbejdet, og sandsynligvis også inden du tager fat i hæftegrunderen.
  • En egnet vådrumsmaling til fliser.

Du kan gå i din nærmeste farvehandel eller byggecenter for at se, hvad de forskellige materialer koster og på den måde regne ud, hvad du cirka vil skulle af med.

Du kan også tjekke et byggemarkeds hjemmeside og finde prisen på de forskellige materialer. Men husk: det er guld værd at have muligheden for at snakke med en fagmand. En fagmand kan bedst rådgive dig i forhold til din specifikke situation.

Når dette er sagt har vi fundet badeværelsespakker med materiale til cirka 10
kvadratmeter væg og samme antal kvadratmeter gulv til cirka 1.400 kroner.

Du har dermed absolut mulighed for at få en god løsning uden at skulle spilde
tid på at lede efter de forskellige varer, du har behov for. Regn dog med at sådanne pakkeløsninger vil være standardløsninger, og at enhver ændring i pakkens sammensætning vil koste dig ekstra.

Det kan dog i flere tilfælde være en god måde ikke at skulle bekymre dig om hvad du skal bruge og hvad der fungerer.

Professionel hjælp

Er du mere til professionel hjælp, skal du regne med, at prisen stiger noget.

Men det kan sagtens opvejes af den tid, du sparer – det kommer helt an på,
hvordan du ser på tingene, om du har megen fritid, eller om du hellere vil
betale dig fra arbejdet.

En professionel maler koster min. 500-700 kr i timen og hertil kommer også materialerne.

Vælger du at få professionel hjælp, så husk at bede om mindst 3 og maks. 5
tilbud. Så er du relativt sikker på at have en bred vifte af muligheder, og du er
ikke “tvunget” til at tage imod et bestemt tilbud men kan vælge.

Hvordan vælger du den rigtige maling til badeværelsesgulvet?

Da det er langt mere interessant at beskæftige os med gør-det-selv delen, går vi ud fra at du har valgt selv at gå i gang med at male.

For dig som ikke er ekspert på området, er det yderst vigtigt at vælge den
rigtige slags maling til arbejdet. Og det kan godt være lidt af en jungle at
begive dig ind i.

Som altid er den bedste løsning at spørge en fagmand, men
her er et par retningslinjer, så du i det mindste ved lidt mere om, hvad det er
du bør lede efter.

Når du vælger maling til badeværelsesgulvet, så kan det virke lidt sjovt at det
første du bør tænke over er, om du vil have en lys eller en mørk farve.

Har du lyst til at male badeværelsesgulvet i en lys farve er en vandbaseret
maling dit bedste valg. Du bør derimod vælge oliemaling hvis du i stedet ønsker en mørk nuance.

Denne forskel har at gøre med måden, malingen er opbygget på – den
vandbaserede type gør sig ikke godt med de mørkere farver og omvendt.

Skulle du ønske et resultat som holder længere end den almindelige maling,
kan du vælge en 2-komponentsepoxymaling. Denne slags maling er et godt alternativ til den vand- eller oliebaserede maling, og den er glimrende til at afvise mug, skimmel og andre svampe som kan risikere at dukke op.

Et lille tip? Brug rulle i stedet for pensel (bortset fra i kroge og hjørner, til
fugerne samt ved f.eks fodlister, hvor en pensel er nødvendig) og husk at regne med, at du vil skulle male hele gulvet i hvert fald to gange, ud over grundingen.

Husk at den korrekte type maling til dit badeværelsesgulv er vådrumsmaling. Du kan finde mere information om denne type maling hér.

Fordele og ulemper ved at maling af dit badeværelsesgulv

Der kan være mange fordele, hvis du vælger at male i stedet for at sætte nye
fliser op i dit badeværelse.

Det er specielt interessant set i lyset af mindre spild og forbrug – at male badeværelsesgulvet sparer vores klode for en hel del murbrokker og affald, som vi ellers ville have skullet skaffe os af med.

Der er også den store fordel, at prisen for et nyt badeværelsesgulv ofte kan være utrolig pebret. Ofte vil man alligevel ende med at tage sig af væggene og resten af inventaret, når man i forvejen skal renovere gulvet.

At male i stedet for at skulle rive ned og bygge op igen er langt billigere, og også meget mere overkommeligt og overskueligt. Det kan faktisk også være en stor fornøjelse for dig selv og give en fornemmelse af at kunne være kreativ.

Et projekt med maling af badeværelsesgulvet behøver ikke være kompliceret, og samtidig har du mulighed for at skabe dit helt eget badeværelse lige netop som du synes, det skal være.

Det at give nyt liv til et ældre badeværelse kan nemt give fornemmelsen af succes, også for den, som måske ikke ser sig selv som en gør-det-selv person.

En ulempe? Maling af badeværelsesgulvet vil ikke være så holdbart som fliser
eller klinker. Du vil sandsynligvis skulle give gulvet en omgang maling omkring hvert 5. år.

Men det kan også være en undskyldning for at skifte farve og dermed, igen, få et “nyt” badeværelse. Herudover vil du selv skulle stå for alt arbejdet, og det kan i nogle tilfælde godt føles lidt uoverkommeligt.

Men du vil kunne gøre tingene i dit eget tempo og på dine egne forudsætninger. Og det er i virkeligheden slet ikke så ilde.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at gøre forarbejdet korrekt, så bliver
det også nemmere at få et godt resultat med det samme.

Forarbejde inden du starter på maling af badeværelsesgulv

Rengøring

Rens fliserne med eddikesyre eller kalkfjerner, så du er sikker på, at der ikke er kalkrester rundt omkring. Eventuelle fedt- og sæberester fjernes i næste
ombæring med et godt, kraftigt rengøringsmiddel.

Du får samtidig også fjernet alt andet snavs, som kan have sat sig i årenes løb. Husk endelig at komme godt ud i alle kroge og hjørner, så du ikke risikerer at
malingen skaller af for hurtigt.

Tager du ikke ordentligt hånd om denne del af processen risikerer du, at
malingen vil have vanskeligt ved at få fat.

Dette munder i sidste ende ud i, at arbejdet du er ved at udføre ikke vil være blevet gjort korrekt og du dermed vil have spildt tid og penge.

Revner og ujævnheder

Mens du gør badeværelsesgulvet rent, bør du være opmærksom på eventuelle
ujævnheder og revner i gulvet. Er der sådanne, bør disse udjævnes og forsegles, så du ikke risikerer lækage til de underliggende lag.

Samtidig vil denne handling sikre dig at du har det bedste grundlag for et godt stykke arbejde, som kan holde længe.

Slibning

Slib badeværelsesgulvet af med fint sandpapir eller en rystepudser, indtil fliser eller klinker helt har mistet deres blanke overflade.

Dette er vigtigt for at grunderen har en overflade, hvor den kan hænge fast.

Støvsug grundigt og tør herefter fliserne af med en fugtig klud for at få evt. overskydende støv taget væk. Vent til vandet er fordampet, inden du fortsætter.

Grunding

Inden du kan male, skal fliserne grundes. Du har behov for en hæftegrunder,
som kan “lime” malingen fast på fliserne.

Hvis du har mulighed for det, så vælg gerne en grunder uden farvepigmenter,
da den slags grunder har lettere ved at hænge fast på overfladen.

Den er desværre sværere at se end en grunder med farve, så er du bange for, at det kan være et problem så vælg:

  • En hvid grunder, hvis din maling er lys
  • En mørk grunder, hvis du skal male badeværelsesgulvet med mørkere farver.

Overhold tørretiderne

Husk endelig at overholde tørretiderne både for grunding og for maling. Dette er nødvendigt for at opnå så holdbart et resultat som muligt.

Efter grunding vil badeværelsesgulvet have behov for at tørre i mindst 12 timer, inden du går videre med næste trin.

Læs brugsanvisningen på de forskellige produkter, du har i sinde at benytte og
lad i hvert fald den anbefalede tid gå, inden du går videre med næste trin.

Fremgangsmåde til at male badeværelsesgulv

Nu er du endelig kommet til at male dit badeværelsesgulv. Og da du har ventet
længe (og utålmodigt) på at kunne gribe penslen og gå i gang, er risikoen for
fejl reel.

Derfor: Slå koldt vand i blodet og læs dig igennem følgende noter, så
du har helt fod på, hvad der nu skal ske.

Det er utroligt vigtigt, at du vælger malingen til badeværelsesgulvet korrekt. Under alle omstændigheder vil du have behov for en vådrumsmaling med høj glans, så den kan holde så længe som muligt.

En maling udviklet specifikt til vådrum sikrer dig en god holdbarhed, mulighed for at blive rengjort hyppigt samt for at afvise vand, smuds og snavs samt nedsat fare for at blive udsat for svampeangreb fra mug og skimmel.

Inden du går i gang med selve malerarbejdet, så husk at dække af på de steder,
hvor der ikke skal males.

I denne indledende fase kan du eventuelt også slibe grunderen let for at mindske eventuelle ujævnheder og give din maling en bedre mulighed for at hænge fast.

Der males!

Herefter rører du din vådrumsmaling op, tager en pensel og starter påføringen
af første lag maling.

Det er altid en god idé at benytte en lille pensel til fugerne, til hjørnerne samt til områder omkring evt. fodlister eller andre problematiske områder. Dette er for at sikre, at disse bliver malet grundigt inden du begynder med malerrullen.

Malerrullen benytter du til alle større flader, når du har været de mere
problematiske steder med penslen. Den hjælper dig til et ensartet resultat samt til at blive hurtigere færdig med malerarbejdet.

Regn med at du vil skulle male badeværelsesgulvet to til tre gange for at få det
bedste resultat.

Lad malingen tørre

Som allerede nævnt er det vigtigt, at du overholder tørretiden og ikke lægger
næste lag maling, inden det forrige er tørt.

Læs brugsanvisningen grundigt og husk, at du i de første uger efter, at du har malet vil skulle være forsigtig når du benytter badeværelset. Vær specielt opmærksom på ikke at udvikle for megen fugt i den første tid
efter malerarbejdet er til ende.

Lovgivning ved maling af badeværelsesgulv

Skal du i gang med at male dit badeværelsesgulv, så bør du være opmærksom
på lovgivningen på området.

Statens Byggeforsknings Institut (SBI) har lavet et regelsæt, som fortæller hvordan der må males i vådrum, og disse regler gælder også for maling af badeværelsesgulve, fliser, klinker og lignende.

Da lovgivningen på området kan ændre sig, anbefaler vi, at du søger yderligere information via Statens Byggeforsknings Institut hjemmeside, eller at du kontakter en ekspert på området (som f.eks en professionel maler) for at have klare linjer over hvad du må og ikke må.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

16 − nine =

Artikler du måske vil synes om