Gør-det-selv maling af gipsloftet kan vel ikke være så stort et problem – eller kan det? Hvad skal du egentlig vide inden du begynder? Hvad vil det koste? Hvilke typer maling kan du vælge imellem? Og er der forskel på “hvordan man gør”, hvis dit loft allerede ER malet, og hvis det ikke er?

Dette er emnet for dagens artikel som ganske rigtigt handler om maling af
gipsloft.

5/5 - 1 Stemmer

Maling af gipsloft – hvad koster det?

Det er vanskeligt at give en fast pris på, hvad det vil koste for
dig at male dit gipsloft. For det kommer an på mange forskellige faktorer, som
vi ikke kan forudse.

F.eks kan dit gipsloft have været malet før i en mørkere farve end nu ønsket –
og den skal naturligvis dækkes, inden du kan få det resultat, du ønsker.

Eller du kan have problemer med nikotin eller sod fra brændeovnen (også fra
en tidligere ejer), og den slags uhumskheder vil du naturligvis gerne have
spærret inde bag et godt, solidt og dækkende lag “et eller andet”, så du ikke
pludselig kommer til at stå med striber hen af dine nymalede gipslofter.

Prisen kan også påvirkes af den stand, loftet er i, for du kan måske komme til at skulle foretage en grundig spartling og grunding, inden du kan komme i gang med pensel og rulle.

Endvidere kan malingens kvalitet indvirke på den endelige pris af hele foretagendet. Også de forskellige ekstra dele som du evt. skal ud og investere i (som f.eks pensel og rulle) har en pris, som skal betales.

Du bør også overveje, om du skal bruge nogen tid på at male – og den tid vil du skulle tage ud af kalenderen og f.eks ikke være sammen med familien eller hygge dig med en hobby.

Pris for maling af gipsloft professionelt

Det er svært at give dig en idé om, hvad maling af dit gipsloft vil koste, hvis du gør det selv, men det er noget lettere at komme med et overslag på den professionelle side af sagen.

Det kan naturligvis variere fra firma til firma. Prisen kan afhænge af flere af de parametre som vi har set ovenfor, samt af andre som f.eks firmaets prestige, og hvor i landet du befinder dig.

De priser, vi har fundet, ligger omkring 3-400 kroner per kvadratmeter.

For at du kan få så præcist et tilbud som muligt, så kontakt 3-5 firmaer og få deres syn på sagen.

Vi foreslår at du undlader at kontakte flere firmaer, for ellers er risikoen, at du ikke kan finde rundt i de forskellige tilbud og tilsidst kommer til at vælge i blinde.

Kontakter du færre firmaer, kan du i stedet risikere ikke at have nok materiale at sammenligne og dermed ikke have idé om, hvad der er bedst for dig.

Vælger du at få dine gipslofter malet professionelt så sparer du dels tid, dels
ved du, at du ikke selv har ansvaret for malingen. Der er nogen, du kan ringe til, hvis noget ikke er som det skal være.

For det andet skal du ikke hen og studere på, hvordan man bedst gør det men
kan læne dig tilbage og nyde et – forhåbentligt – godt resultat.

Hvordan vælger du maling til dit gipsloft?

Vi går herefter ud fra, at du har valgt at gøre-det-selv, og dermed selv stå for
maling af dit gipsloft. Hvordan vælger du den rigtige type maling til denne handling? Er det så vigtigt at få det rigtigt fra starten af? Er maling ikke bare maling?

Nej, maling er ikke bare maling. Der findes flere former for maling, og alle har
egenskaber, som er forskellige. Du bør være omhyggelig med at vælge den korrekte type maling til dit projekt, ellers risikerer du i bedste fald at smide penge ud af vinduet. I værste tilfælde vil du skulle starte forfra, fordi resultatet ikke er i orden.

En af typerne af maling er loftsmaling. Loftsmaling har som regel den egenskab, at den ikke er vaskbar, som f.eks vægmaling kan være det.

Vil du have behov for at kunne vaske eller tørre dine lofter af med en våd klud, så skal du sandsynligvis have fat i en anden type maling.

Du kan evt. spørge der, hvor du normalt køber din maling om, hvad der bedst kan betale sig for dig.

For nu koncentrerer vi os om loftsmaling. For at komplicere foretagendet endnu mere, findes der også flere typer loftsmaling.

Du skal være opmærksom på, at du får den rigtige slags med hjem, nemlig den som er beregnet til gipslofter.

Når du alligevel er ude og købe maling så vær endelig opmærksom på, at du
kan have behov for andre former for loftsmaling, hvis du f.eks skal male lister
eller spær samtidig. Snak gerne med en lokal specialist om hvordan det ser ud hjemme hos dig og få vedkommendes råd i din situation.

3 spørgsmål du bør stille dig inden du begynder maling af gipsloft

Da vi ved, at det kan være kompliceret at male, når du ikke er vant til det,
kommer her 3 spørgsmål som du med fordel kan stille dig selv, når du står for
at skulle anskaffe dig maling til gipslofter:

1. Hvor skal du male?

Skal du male lofter, er der tale om indendørsmaling – men også her er der flere faldgruber end godt er.

Skal du male i almindelige rum som stue, soveværelse og kontor er det én ting, og du vil have behov for en type maling.

Men har du tænkt dig at male dine gipslofter f.eks på badeværelset eller i
køkkenet, kan du have brug for vådrumsmaling i stedet.

Vælg den korrekte type maling til det stykke arbejde, du står for at udføre, og
du vil reducere eventuelle problemer gevaldigt.

2. Har loftet været malet før?

Har loftet været malet før, så kan du have behov for at træffe nogle valg på
baggrund af det, som allerede er sket.

Hvis du f.eks maler et hvidt loft hvidt, er der ikke det store at sige – du skal blot have den arbejdsgang for allerede malede lofter i hovedet, inden du starter.

Skulle du kan derimod ønske at male et mørkt loft lyst ser det lidt anderledes
ud. Her vil du have behov for en ekstra dækkende loftsmaling for at undgå, at
den mørkere farve skinner igennem og dermed risikerer at give dine nye, lyse,
dejlige lofter en trist grå undertone.

3. Er der problemer med sod eller nikotin på loftet?

Der kan være situationer, hvor du skal male gipslofter, som er misfarvede af
enten nikotin eller sod (eller begge dele). I dette tilfælde kan en spærreprimer være den løsning du leder efter.

Brugt på den rigtige måde vil denne “lukke” spor af nikotin og sod inde uden at lade den mindste smule komme ud igen.

Spørg din lokale fagmand om hjælp til arbejdsgangen, så du udnytter
primerens egenskaber bedst muligt.

Arbejdsgang til maling af allerede malede gipslofter

Forarbejde

Den vigtigste del af maling af gipslofter er altid forarbejdet.

I dette tilfælde betyder det, at inden du griber pensel, rulle og maling og tager overall på, så skal du sørge for at rengøre og støvsuge dit loft, så alt støv og løst skidt er fjernet.

På et lidt ældre loft kan du herudover sagtens have problemer med løstsiddende maling. Denne fjernes med en skraber. Støvsug efterfølgende, så du er sikker på at have fjernet alle løse dele.

Er loftet snavset eller smitter den gamle maling af, skal du vaske det og
rengøre det. Snak med din lokale ekspert om, hvilken slags rengøringsmiddel, du kan benytte til denne handling.

Underlaget skal være helt rent og tørt, inden du går fortsætter med at grunde/male.

Grunding og spartling

Er der huller eller revner i loftet, skal dette spartles og derefter slibes, når spartelmassen er tør. Husk at fjerne slibestøvet, så du ikke risikerer, at malingen ikke kan få ordentligt fat.

Du kan benytte en speciel grunder på de spartlede områder for at få et mere
jævnt underlag for malingen. Det gør det efter nogens mening også nemmere at få et pænt og holdbart resultat.

Grundingen bør foretages især hvis dit loft er gulnet, skjoldet eller har andre
misfarvninger. Det er dog en god idé at grunde – også selv om underlaget virker fornuftigt.

Grunderen påføres med rulle for at få en ensartet overflade. Er du i tvivl om du skal grunde eller ej, så spørg din lokale fagmand.

Maling af gipsloft

Et gipsloft har godt af at få to lag maling. Det giver det bedste resultat og
holdbarhed.

Du kan evt. slibe første lag let, inden du giver det anden omgang, så du får fjernet støv og andre urenheder, som kan have sat sig i malingen.

Husk at passere en fugtig klud på loftet, så du undgår slibestøv, inden du maler igen. Ellers er slibningen spildt.

Arbejdsgang til maling af umalede gipslofter

Forarbejde

Som vi allerede har set, er forarbejdet den vigtigste del af processen med
maling af gipsloft.

I dette tilfælde, med et nyt gipsloft, er det nødvendigt at spartle samlingerne mellem gipspladerne, inden du giver dig til at male. Du bør også spartle evt. sømhuller. Du kan evt. lægge en spartelremse ned i samlingerne, inden du spartler.

Spartelremsen hjælper til at spartelmassen ikke sprækker, hvis gipspladerne
kommer til at give sig pga. udvidelser og sammentrækninger i de
underliggende lag.

Ofte vil du have træ som i hvert fald ét af de underliggende lag, og træ giver sig, f.eks i forhold til fugten i luften. Det vil sandsynligvis spare dig for nogle ærgrelser at benytte spartelremser.

Husk at slibe evt. overskydende spartelmasse ned, så loftet kommer til at forestå som en hel, glat overflade. Vent til spartelmassen er helt tør, inden du
sliber.

Du kan muligvis have behov for at spartle flere gange for at få det bedste resultat.

Spørg om specifik hjælp hos din lokale ekspert, så du har helt tjek på hvordan du bedst kommer igennem spartelfasen.

Det er vigtigt at overholde tørretiden inden du fortsætter.

Grunding

Grund hele loftet, og lad det tørre inden du fortsætter.

Maling af gipsloft

Også i dette tilfælde bør du give loftet to gange maling.

Husk at det er klogt at benytte en rulle og at du får det bedste resultat, hvis du ruller vådt i vådt, dvs. mens malingen endnu er våd. Det skaber en mere ensartet overflade.

Sidste gang du maler loftet, bør du rulle på tværs af lysindfaldet for at undgå
skarpe kanter og andre uheldige problemer.

Maling af gipsloft – sidste kommentarer og råd

Gipsloftet males med to lag dækkende loftsmaling. En mat, hvid loftmaling, som giver loftet en ensartet overflade uden forstyrrende reflekser, vil ofte være en favorit og give dit gipsloft et tidløst og moderne udseende.

I rum med megen damp og fugt, f.eks badeværelser, køkkener og andre
lignende steder, kan det være hensigtsmæssig at bruge en blankere maling på
loftet.

Spørg altid din lokale fagmand om hjælp – vedkommende kan hurtigt
hjælpe dig til at forstå fordele og ulemper ved de forskellige løsninger, som er
til din rådighed.

Husk at overholde alle tørretider, så du ikke kommer til at stå med problemer, fordi du har været for hurtigt ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 × three =

Artikler du måske vil synes om