Har du i tankerne at give din boligs vinduer en omgang vinduesmaling, så kan det være fristende bare lige at springe ud i handlingen uden at tænke nærmere over tingene.

Inden du går i gang, anbefaler vi dog at læse denne artikel, som giver dig
mulighed for at få tips og idéer til den korrekte brug af vinduesmaling.

5/5 - 1 Stemmer

Hvorfor male dine vinduer?

Der kan være mange grunde til, at det er en god idé at gribe spanden med
vinduesmaling. Det danske klima med den megen fugt og frost kan nemt give problemer for selv de mest resistente vinduer.

Har du trævinduer, er det meget normalt, at de vil have behov for en kærlig hånd efter nogle år, fordi malingen er krakeleret eller begynder at skalle af. Afskallet maling betyder større risiko for, at mug og svampe kan få plads og skabe grobund for råd i dine vinduer.

Det er derfor meget vigtigt at vedligeholde dine vinduer og male dem jævnligt, hvis de er af træ. Og du bør male dem inden, malingen begynder at krakelere og skalle af!

Men det er ikke bare et spørgsmål om korrekt vedligeholdelse, selv om
det er et utroligt væsentligt aspekt. At give vinduerne et lag maling både udvendigt og indvendigt kan give fornemmelsen af “nyt” – lidt som om du har skiftet vinduer men uden at have taget den store pengepung op af lommen.

Det giver din bolig en ansigtsløftning, et nyt udseende, og dette er specielt
vigtigt, hvis du står for at skulle sælge.

Vinduerne er boligens “øjne”, og en bolig med nymalede vinduer giver boligkøbere et helt andet førstehåndsindtryk end en bolig, hvor det er nogen tid siden, der sidst er blevet brugt vinduesmaling. Det giver hele facaden nyt liv, når du giver din bolig et lag ny vinduesmaling.

Over tid kan der nemt sætte sig smuds og snavs rundt omkring på
vinduesrammerne og specielt på nordsiden, hvor der kommer mindre lys. Her kan der godt samle sig fugt, hvilket fører til alger og mos. Det kan hurtigt få din bolig til at se forsømt ud.

Selv om det ikke er sikkert, at du vil lægge mærke til det forsømte
udseende, inden du går i gang med vinduesmalingen, så er det 99 procent sikkert, at du vil kunne se forskellen, når du får penslen svunget.

Det giver boligen et helt andet udtryk, og du som besøgende vil få et helt andet indtryk.

Hvordan vælger du den rigtige vinduesmaling?

Når du bestemmer dig for at give dine vinduer en opfriskning, er det utrolig
vigtigt, at du finder den rigtige type maling.

Det er nemlig ikke lige meget, hvad du putter på penslen og har du ikke styr på forarbejdet, risikerer du i bedste fald at skulle gøre arbejdet om.

Vinduesmaling er nemlig anderledes bygget op end anden udendørs maling, og dette er fordi vinduerne skal holde til mange forskellige typer af påvirkninger. Intet andet sted i din bolig har du større temperatursvingninger end ved vinduerne.

Vinduerne er også stedet, hvor afstanden mellem dig og omgivelserne er kortest. Det udsætter malingen for påvirkninger, som andre steder i boligen ikke bliver udsat for. Malingen er nødt til at have bestemte egenskaber for at holde.

Tørrer hurtigere end almindelig maling

Da vinduerne skal tages ud for at kunne males korrekt, og da det ikke er rart at
sidde i en bolig uden vinduer, er en af de væsentligste karakteregenskaber for
vinduesmaling, at den er hurtigere om at tørre end almindelig maling.

På den måde vil du langt hurtigere kunne sætte vinduerne tilbage på plads, når du er færdig med at male dem.

Høj glans, bedre holdbarhed

Vælger du en type maling med høj glans, er du sikker på, at malingen vil være stærkere og mere smuds- og fugtafvisende. Det er yderst nyttigt, hvis du har trævinduer.

Med en højglansmaling vil vinduerne også være mere resistente over for ridser og skrammer, som kan komme i tidens løb.

Benytter du den rigtige slags vinduesmaling kan du forlænge levetiden af dine
vinduer med flere år, og du sikrer dig et resultat, som kan holde længe.

Hvad koster vinduesmaling?

Vinduesmaling kan du i dag få i mange forskellige varianter, kvaliteter og
farver – og i alle prislag, lige fra helt lavpris til mere luksusbaserede
malingtyper.

Det kan derfor være en jungle at finde rundt i, når du er på jagt
efter den rigtige slags vinduesmaling til dit projekt. For hvilken løsning er den optimale i netop din situation?

Prisen for vinduesmalingen afhænger naturligvis af, hvilken kvalitet du vælger, samt mængden af maling du skal bruge til det aktuelle malerprojekt. Vinduesmaling skal naturligvis se godt ud og også passe farve- og stilmæssigt til din bolig.

Herudover er det vigtigt, som vi allerede har set, at du vælger en type maling,
som er holdbar, og som dermed kan beskytte dine vinduer i mange år fremover, samt at malingen ikke har behov for at skulle tørre i dagevis, inden du kan sætte vinduerne på plads igen.

Det er ofte en god idé at vælge vinduesmaling af en god kvalitet. Men det er ikke altid nemt at gennemskue hvilken som passer til din situation.

Har du behov for hjælp til at vælge fordi junglen er for uigennemtrængelig, så hør din lokale fagmand om, hvad den bedste løsning vil være for dig.

Du vil kunne finde ud af, at den optimale løsning måske er én type maling
udendørs og en anden indvendig, eller at du kan nøjes med én billigere type
maling, fordi din bolig er mindre udsat end normalt.

Du kan naturligvis også få et malerfirma eller en tømrer til at male vinduerne
for dig – men her vil du skulle have fat i en noget større pengepung, end hvis
du selv står for malerarbejdet.

Er du lidt fingernem, eller har du nogen erfaring med gør-det-selv-projekter, er der ikke noget i vejen for, at du selv vil kunne male dine vinduer.

Hvor ofte skal du give dine vinduer en omgang maling?

Der findes ikke en bestemt tidsplan for, hvornår det er nødvendigt at male dine vinduer. Du vil ofte kunne se det på malingen – på et eller andet tidspunkt vil den komme til at se slidt og brugt ud. Har den mistet sin glans, er det tid at finde penslen frem og gå i gang med maling af dine vinduer.

Husk endelig at tjekke vinduesmalingens tilstand med jævne mellemrum og
give dine vinduer en gang med penslen, inden malingen bliver så slidt, at den
krakelerer eller skaller af. Begynder den på det, er det nemlig en anden og mere omfattende procedure at male dine vinduer.

En tommelfingerregel til at finde ud af, om der vil gå kort eller længere tid,
inden du vil have behov for vinduesmaling er at se på, hvor din bolig ligger.

Ligger den “gemt”, som f.eks i en by eller bag en bakke, træer eller buske, så
er den sandsynligvis udsat for mindre vejr og vind, og malingen vil dermed
kunne holde længere. Bor du derimod udsat, såsom ved havet eller andre steder, hvor vejret rigtig kan lave ravage, vil du højst sandsynligt have behov for at male oftere.

Dette vil være nødvendigt for at forhindre, at dine vinduer skal skiftes oftere, og at det dermed bliver dyrere for dig end en ekstra gang maling vil være.

Hvad skal du have tjek på, inden du kan vælge vinduesmaling?

Det er væsentligt at have styr på materialet, eller materialerne, som dine
vinduer er lavet af.

Det er nemlig ikke lige meget for valget af vinduesmaling, hvilken type materiale, du skal til at male på.

Trævinduer er den slags vinduer, som vil have mest behov for en gang
vinduesmaling. Træ er et levende materiale og vil derfor udvide og trække sig sammen i forbindelse med vejrforandringer og ændringer i luftfugtigheden.

Desuden suger træet en del af komponenterne i malingen til sig, og det gør, at
vinduerne vil have behov for et nyt lag vinduesmaling efter nogle år.

Som hovedregel vil vinduer i plastik og aluminium ikke have behov for at blive malet.

Ønsker du alligevel at skifte farve på dine vinduer, så snak med din lokale fagmand om, hvilken slags maling du vil have brug for til at friske
vinduerne op, og hvordan du bedst kan komme igennem processen.

Har du vinduer som er en kombination af aluminium udvendig og træ
indvendig, er det nødvendigt at male den indvendige del af vinduerne efter
nogle år.

Her er der ikke nødvendigvis behov for samme slags vinduesmaling
som udvendig – du vil i en del tilfælde kunne nøjes med en maling som normalt benyttes til indendørs træværk (som f.eks. døre og paneler) til at male
vinduerne med.

For at være på den sikre side, så er det altid tilrådeligt at tage en snak med din lokale fagmand om din bolig og dine behov.

Farvevalg

Husk at farven på vinduesmalingen skal passe til din boligs udseende. Det er vigtigt ikke at lave en øjebæ ved f.eks at benytte for kraftige farver.

Det er også vigtigt, at farven ikke er dikteret af moden, for ellers vil du være nødt til at male igen, når du bliver træt af farven.

Mange vælger en ganske almindelig hvid farve, men du kan f.eks med fordel
vælge en neutral mørk farve, hvis murværket er lyst. Dette gør, at dine vinduer vil stå frem og give liv til din bolig.

Hvad skal være i orden, inden du kan gå i gang med at male vinduer?

Det er utrolig vigtigt, at vinduer og vinduesrammer er helt tørre, når du går i
gang med at male vinduer.

Dette gælder specielt, hvis vinduerne er af træ. Er træet ikke tørt risikerer du, at malingen lukker fugt inde i træet, hvilket kan give problemer med svamp og råd på et senere tidspunkt.

Vent derfor med at male til træværket er tørt og du uden problemer kan gå i
gang med vinduesmalingen.

Sådan maler du dine vinduer – trin for trin

Da trævinduer er mest besværlige at male (og dem, som har mest behov for vinduesmaling) har vi valgt at beskæftige os med disse.

Du vil kunne benytte mange råd og vejledninger hvis du skal male andre vinduer. Men tag som altid en snak med din lokale ekspert, som vil kunne rådgive dig ift. andre vinduestypers problematikker.

Trævinduer maler du bedst om foråret eller om sommeren, og dette er specielt vigtigt, hvis du har trævinduer.

Da det er vigtigt at træet er tørt, inden du går i gang med at male, bør du vælge at male, når det har været godt vejr i en periode.

Du kan måle med en fugtmåler, om det træet er helt tørt – den bør vise maks. 16 procent fugt.

Klargøring af vinduerne

Når du skal til at arbejde med vinduesmaling, er det nødvendigt først at gøre
vinduerne klar til maling.

Dette betyder, at du skal have taget vinduerne ud af rammerne og lagt dem på en plan overflade, hvor du kan arbejde uden problemer.

Hængsler og beslag, som vil sidde i vejen under malingen, skal afmonteres, og
vinduerne skrabes og slibes for at fjerne evt. krakeleringer samt for at fjerne
overfladen af den gamle maling. Så kan malingen få fat og blive siddende længe.

Når slibningen er overstået, skal vinduerne og rammerne vaskes og tørres for
slibestøv og evt. andet skidt. Herefter er du klar til vinduesmaling.

Husk endelig at kontrollere (ved hjælp af en syl eller en flad skruetrækker) om
dine trævinduer er i orden. Er der steder hvor træværket er mørt, så få en tømrer til at udbedre problemerne, inden du begynder at male.

Grundingsolie, grundmaling og kitning

Giv dine vinduer en grunder, gerne olie, og vær særligt opmærksom på at give
træet ekstra grunder, hvis der er sprækker og andre skader. Endetræ skal have
ekstra olie, og du skal huske også at grunde kitfalsen.

Lad olien tørre inden du starter med at grundmale. Vær omhyggelig med grundmalingen og lad vinduerne tørre grundigt, inden du går videre i programmet.

Når det hele er tørt, skal du til at kitte. Læg kittet i kitfalsen med en jævn
bevægelse og fyld også eventuelle revner i vindueskarmen med kit.

Afdækning af vinduesglasset

Når kittet er overfladetørt, bør du afdække glasset med malertape til udendørs
brug. Sæt tapen 0,1 cm fra kittets kant, så malingen kan dække kittet og lidt af
vinduesglaset.

Dermed vil vand ikke kunne trænge ind mellem glas og kit, hvilket hjælper dig til at undgå råd i vinduesrammerne.

Så skal der males

Vær ikke nærig med vinduesmalingen, når du går i gang med maleprocessen. Vinduerne bør ikke flyde i maling, men der er ingen grund til at spare på den. Det er bare en mulig årsag til, at du skal til at male på ny inden alt for længe.

Benyt en smal pensel til detaljer og en bredere til større overflader, og vær
forsigtig med ikke at spilde maling på vinduesglasset, mens du maler.

Lad malingen tørre grundigt, inden du giver vinduerne anden omgang
vinduesmaling.

For at få det bedste resultat bør du fjerne malertapen, inden malingen er helt tør. Lad vinduerne tørre helt, inden du sætter dem i igen.

Nogle eksperter mener, at det er bedst at benytte den specielle vinduesmaling både ude og inde. Snak med din lokale ekspert og hør vedkommendes mening om for og imod.

Herefter vil du kunne tage stilling til, hvad dine krav til vinduesmalingen er, og hvordan du ønsker at male dine vinduer.

Hvordan vedligeholder du vinduer i træ?

Du vil ikke kun have behov for at male dine vinduer indmellem. Husk også at se dem efter et par gange om året for at sikre dig, at de stadig holder tæt. Tjek om fugen stadig er i orden, og om tætningslisten sidder, hvor den skal.

Ved eftersynet bør du smøre dine hængsler og greb og i det hele taget se på
vinduernes generelle tilstand. At se dine vinduer efter jævnligt kan spare dig for mange grå hår i hovedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 × 4 =

Artikler du måske vil synes om