Er du madglad? Kan du godt lide middelhavsretter og italiensk mad? Så skal du overveje, at gro basilikum, som noget af det centrale iblandt dine krydderurter. Om det er i vindueskarmen eller i haven, så er det en krydderurt, som du ikke vil fortryde at gro.
Basilikum er en af de planter, der næsten altid kan købes i potter i supermarkedet. Men vil du for eksempel lave en lækker, original pesto, så slår sådan en lille portion ikke til. Derfor kan dit forbrug hurtigt løbe op. Alligevel kan det være et godt valg netop at købe sådan en potte – det vender vi tilbage til.
Basilikums oprindelse
Basilikum stammer oprindeligt fra Asien, men via Grækenland, hvor den ankom for omkring 2.000 år siden, er den nu især udbredt i Middelhavsområdet, hvor klimaet også er ideelt. Den elsker varme, kan tåle en del sol og vokser bedst ved temperaturer på 17-26°. Men har du en lun plet i haven, hvor der er læ, kan du med held få glæde af planten, også i Danmark.
Såning og fremelskning af basilikum
Basilikum bør sås indenfor, enten i vindueskarmen eller i en mistbænk. Den bør sås i en let, ikke for næringsrig jord, for eksempel såmuld fra planteskolen, og frøene skal kun lige akkurat dækkes. Den kræver en temperatur på 17-26° for at spire. Du skal forvente, at den skal bruge 12-20 dage, før den dukker op. Når de små planter har fået en vis størrelse, bør du prikle om dem til potter, som du i begyndelsen kan stille udenfor på gode, lune dage.
Såtidspunktet bør være midt på foråret, hvis du vil dyrke den på friland. Da den elsker varme, nytter det ikke at gå i gang for tidligt. Hvis du har et drivhus, kan du tyvstarte og fremelske dine planter der for så at plante dem ud, når det er blevet varmt nok.
Red en basilikum fra supermarkedet:
- Tag klumpen ud af potten
- Skil forsigtigt de sarte planter ad
- Plant de adskilte basilikum med afstand i en eller flere potter
- Nu kan de danne grundlag for dine egne, velvoksne basilikum

Sådan kan du så basilikum frø
Sår du dine basilikum frø indendørs, så kan du gøre det hele året. Når du får dine frø, så følg disse steps. Sår du basilikum indedørs, så kan denne eventuelt sættes i februar.
- Så frøene i et tyndt lag
- Dæk frøene med 0,5 cm jord, når frøene er spredt ud
- Stamp forsigtigt jorden let
- Fugtiggør jorden med lidt vand igennem en spray

Dyrkning af Basilikum
Når temperaturen de fleste dage er nået over 16-18° kan du plante din basilikum ud. Uanset om du vil dyrke den i krukker eller på friland, er det vigtigt, at den får læ, vand, varme og sol. Den kræver ikke fuld sol hele dagen og kan faktisk godt lide skygge noget af tiden. Men vand er altafgørende. Den tåler ikke udtørring, men skal i stedet helst holdes småfugtig. Krukker og friland har hver især både fordele og ulemper:
Krukkerne kan du nemt flytte efter læ og sol, og de er nemme at beskytte. De kan oven i købet starte tilværelsen i et drivhus. Men du skal være påpasselig med at vande dem næsten dagligt, planterne har begrænsede muligheder for at vokse sig store, rodnettet begrænses i størrelse.
På friland er det vanskeligere at finde det helt rigtige sted, hvor der altid er læ, men hvis du har stedet, kan planterne bedre udfolde sig, og især sidst på sæsonen kan du få store udbytter, som du med fordel kan lave til pesto og lignende, der kan give en tiltrængt duft og smag af sommer, når det bliver koldt og mørkt udenfor.

Pasning af Basilikum:
Som allerede nævnt, skal du være opmærksom på en del punkter for at få mest mulig glæde af en middelhavsplante i Danmark. De vigtigste punkter er:
- Læ
- 5-8 timers sollys om dagen
- Temperaturer på 17-26°
- Hyppig vanding for at undgå udtørring
- Luftig og næringsrig jord, gerne med muld blandet i din havejord
Kan du skaffe disse betingelser er der intet til hinder for, at du kan få store og sunde planter, som endda bliver bedre, hvis du jævnligt bruger din basilikum og nipper topskud af for at bruge i madlavningen. Du gavner simpelthen dine planter ved også at have glæde af dem på spisebordet!

Vær tålmodig
Basilikum er oprindeligt en flerårig staude, men i det danske klima må vi affinde os med, at den ikke kan overleve en dansk vinter. Derfor må du starte forfra hvert år, men vælger du den nemme løsning med en potte fra supermarkedet, hvor du redder de enkelte planter, er det overkommeligt både med hensyn til tid og arbejdsindsats.
Basilikum sorter:
Der findes flere forskellige sorter af basilikum. Den, vi kender bedst og kan købe i supermarkedet, kaldes ”Sød basilikum” (Ocimum basilicum), men du kan desuden supplere med disse varianter:
- Citronbasilikum som har en mild smag af citron
- Kanelbasilikum med en kraftig duft og smag af kanel
- Rød basilikum med en lidt skarpere smag end den almindelige sort
- Thailandsk basilikum der på grund af sin kraftige smag med noter af lakrids især bruges i det asiatiske køkken.

Basilikum i maden
Basilikum er velegnet i salater, og sammen med tomat er den især lækker. Tænk bare på klassikeren Caprese, hvor det er basilikum, der forener tomater og mozzarella i en ideel kombination.
Men i dressinger, salsaer, supper, saucer, sammen med ost, æg, eller grøntsager og frisk ovenpå en pizza kan basilikum give et løft. Og så må vi jo ikke glemme pestoen, der desuden kan opbevares og skabe glæde året rundt. Den egner sig ikke specielt godt til tørring.