Det er ikke altid, at drømmehuset bare dukker op af sig selv lige med det samme.  Og slet ikke med den ønskede beliggenhed…

Fra stort til mindre

Det er ikke altid, at drømmehuset bare dukker op af sig selv lige med det samme.  Og slet ikke med den ønskede beliggenhed. Somme tider skal man kunne se mulighederne i et eksisterende hus og gennem en renovering selv skabe det hjem, man drømmer om.

Bedøm indlæg

Det er i hvert fald den fremgangsmåde, Hans i sine boligkøb har benyttet sig af. Flere gange endda.

For Hans er beliggenheden primær. Resten kan tilpasses efter behov. »Det lyder som en kliché, men der er jo en årsag til, at man siger beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed!«

Hans har før købt et gammelt hus og sat det i stand efter sine egne ønsker og behov. Og netop nu er han i fuld gang med en renovering af et hus fra 1970’erne i Skåde.

Men hvor mange andre flytter på grund af pladsmangel, så påtaler Hans her den modsatte situation, som altså også ofte gør sig gældende.

»Når børnene er ved at være så store, at de skal flytte hjemmefra, så vil mange opleve, at deres hus bliver for stort. Mange ønsker derfor at finde noget mindre. Og så er beliggenheden i Skåde bare dejlig. Tæt på stranden, skoven og naturen. Jeg er selv vinterbader, og så kan man jo sagtens sætte sig ind i, at det er fedt at være så tæt på vandet,« forklarer Hans og fortsætter: »Mit nuværende hus ligger i bynært miljø og tæt på centrum. Det er jo en smagssag, hvad man er mest til.«

jumpstory download20200320 122626

Hav fokus på beliggenhed og undersøg området

For Hans handlede det især om beliggenhed, da han begyndte at lede efter sit nye renoveringsprojekt.

»Størrelsen og beliggenheden var i fokus. Men det er også vigtigt, hvordan alt i området ligger i forhold til den bolig, man kigger på. Hvad ligger i området? Hvordan er støjniveauet med store veje omkring? Og er der gode indkøbsmuligheder?«

Da det ikke er første gang, Hans har købt og renoveret en bolig, har han en del erfaring med, hvordan man undersøger et område.

»Du har ikke mulighed for at afprøve området, før du flytter ind. Men prøv at være der så meget som muligt. Gå rundt derude, fornem det og se, hvordan det er,« lyder Hans’ anbefaling til andre, der leder efter et nyt boligområde.

Han tilføjer endvidere, at der kan være stor forskel på hverdag og weekend. Derfor er det vigtigt, at man besøger området både mandag morgen i myldretiden og i weekenderne, hvor der formodentlig er mere ro på, for at få et ordentligt indtryk af stedet.

Står du foran en renovering, så kan du med fordel hente hjælp fra erfarne byggetekniske rådgivere og sparre med familie og venner, som har været igennem noget tilsvarende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler du måske vil synes om