Iben og Joakim havde kigget på hus i lang tid, da de faldt over en bevaringsværdig herskabsvilla fra 1890. De moderniserede huset fra top til tå. Her er deres bedste råd til at totalrenovere…

Iben og Joakim havde kigget på hus i lang tid, da de faldt over en bevaringsværdig herskabsvilla fra 1890. De forelskede sig straks i beliggenheden og husets store potentiale. De gav sig derfor i kast med at totalrenovere 450 m2 fra top til tå. Her er deres bedste råd.

Bedøm indlæg

Joakim, 43 år, og Iben, 46 år, drømte om at blive boende i midten af Aarhus, men samtidig ønskede de mere plads til dem og deres to drenge, Eliott og Kelvin, på henholdsvis 6 og 7 år.

– Vi har aldrig haft en decideret drøm om at kaste os ud i så stort et renoveringsprojekt. Men fordi vi gerne ville blive centralt i midtbyen, vidste vi godt, at det nok kom til at kræve noget istandsættelse, fortæller Joakim.

Parrets drøm om at forene det pulserende byliv med livet som husejere gik i opfyldelse, da de fandt en 450 m2 bevaringsværdig herskabsvilla fra 1890 i Aarhus’ populære Øgadekvarter. De fik nøglerne til deres nye hjem i juli 2020, og siden har de været i gang med en totalrenovering. I dag er de færdige med det meste af stueetagen og førstesalen, mens de netop er gået i gang med kælderen. Derefter skal husets facade renoveres.

joakimogiben kombineret1

Iben og Joakim har haft fokus på at skabe store, lyse rum i hele boligen. De har i processen fundet ud af, at priser på materialer kan variere meget, og at man kan forhandle om stort set alt.

Alt kan forhandles

Noget af det vigtigste, Joakim og Iben har fået med i løbet af renoveringsprocessen er, at alt kan forhandles – lige fra byggematerialer til håndværkernes timeløn. Parret fortæller også, at mange virksomheder gerne giver procenter på byggematerialer og maling, hvis man handler der fast.

– Jeg var meget ydmyg i starten, men nu er jeg ikke bange for at presse på for at få en god pris, fortæller Iben, mens Joakim tilføjer:

– Alt kan virkelig forhandles – også varer på almindelige webshops. Man skal bare turde spørge. Set i bakspejlet skulle vi nok havde forhandlet noget mere.

Vælg håndværkertilbud med omhu

Joakim fortæller samtidig, hvordan de havde svært ved at finde gennemsigtighed i de mange håndværkertilbud, de indhentede, da priserne varierede meget:

– Det er en virkelig god idé at hente tilbud fra flere forskellige steder, da priserne kan svinge helt vildt. Vi endte med timebetaling frem for en fast pakkeløsning, hvilket især var godt for alle de uforudsete udfordringer, som jo ofte dukker op undervejs, når man har med en gammel ejendom at gøre.

Et godt eksempel på uforudsete udfordringer var, da håndværkerne havde fået fjernet alt det gamle tapet og fandt et lag af tjære på samtlige vægge i huset. Før i tiden blev tjære brugt som fugtspærre, og alle vægge i huset skulle derfor slibes fri for tjære.

– Det var jo et større arbejde. Men timelønningerne gav os løbende overblik, så omkostningerne ikke løb af sporet. Vi har indtil videre brugt cirka 7.000 håndværkertimer, så prisen er vigtig, siger Joakim med et glimt i øjet.

Samtidig understreger parret, at det er en god idé at vælge håndværkere, som ikke har noget imod, at man som boligejeren selv kommer med byggematerialerne.

– Det har sparet os rigtig mange penge, siger Iben.

joakimogiben kombineret2 foer

(1) Samtlige vægge i huset gemte på et lag tjære bag tapetet, som før i tiden blev brugt som fugtspærre. Alle vægge i huset skulle derfor slibes ned.
(2) Et kig på førstesalen: Badeværelset med badekar kom til at være under de to ovenlysvinduer til venstre i billedet.

Hold styr på økonomien

Iben og Joakim har siden de skrev under på købsaftalen i februar 2020 haft et stort regneark med deres budget, som de løbende opdaterer. Dokumentet har både fungerede som et overblik og en prioriteringsliste.

– Vi kigger på vores budget hver eneste dag, siger Iben, mens Joakim uddyber:

– Ja, og så har vi sørget for at betale alle udgifter løbende, så det ikke har hobet sig op. Man må jo hele tiden prioritere i budgettet, og spare hvor man kan. Renoveringen blev dyrere undervejs, så der måtte flere kompromisser i spil. 

joakimogiben kombineret2 foer 1

Før- og efterbillede af børnenes legeværelse, som ligger i forlængelse af TV-stuen i stueetagen.

Prioriter materialerne

Netop kompromisser har Joakim og Iben fundet i deres valg af materialer. De har på hele renoveringsrejsen fokuseret på, hvad der var vigtigst, og hvad de kunne undvære. Det har konstant handlet om valg og fravalg.

– Man kan for eksempel ikke se om stuk er lavet af gips eller flamingo. Det samme gælder kvaliteten af sildebensparket, siger Iben og pointerer, at prisen for samme materiale også kan variere meget.

Joakim tilføjer, at man kan finde de fleste materialer billigere andre steder, hvis man bruger lidt tid på at søge på nettet. Parret har haft held med at købe materialer og inventar online fra både Italien og Polen, som kostede en brøkdel af de danske priser.

– Vi har for eksempel købt en dør i Polen, som kostede 150.000 kroner mindre end herhjemme, selvom det var det helt samme produkt, siger Joakim.

joakimogiben kombineret3

Spisestuens lange bord er for en stund forvandlet til familiens inspirations-bord. Her har Iben inddelt inspiration fra magasiner efter kategorier som ”kontor”, ”farver”, ”loft” og ”gardiner”.

Kend dine begrænsninger

Joakim og Iben har sparet penge på selv at være bygherrer på renoveringsprojektet. De har altså ikke haft en entreprenør inde over, men har selv stået for alt koordinering og planlægning, mens en gruppe håndværkere har stået for udførelsen af arbejdet. Ifølge parret havde det dog ikke været muligt, hvis de begge havde haft fuldtidsarbejde, da det har været meget tidskrævende.

– Siden vi fik nøglerne i juli 2020, har vi været i huset hver eneste dag. Og det har kun fungeret, fordi vi begge synes, at det har været så spændende at være med inde over hele processen og alle detaljerne, forklarer Iben, mens Joakim nikkende tilføjer:

– Ja, vi ville simpelthen ikke kunne lade være.

Joakim forklarer desuden, at det i høj grad handler om at kende sine egne begrænsninger, når man kaster sig ud i så stort et renoveringsprojekt, så man ikke knækker undervejs:

– Vi vidste med det samme, at vi ikke skulle renovere noget selv, men vi ville gerne være med på hele rejsen. Og så er der selvfølgelig fordele og ulemper ved at være egen entreprenør. Det har været enormt tidskrævende, men samtidig har det været fedt at være med i processen.

Bevar roen

At totalrenovere et gammelt hus på 450 m2 fra top til tå er uden tvivl en stor mundfuld for de fleste. Der gik fire måneder fra Iben og Joakim skrev under på købsaftalen til de fik nøglerne til huset. Derfor havde de god tid til at planlægge processen og finde inspiration i magasiner og på Instagram. Det har hjulpet dem at sætte renoveringen i system.

– Det er altafgørende at bevare roen, og for mig har det virkelig hjulpet med lister, lister og flere lister, fortæller Iben.

Joakim fortæller, at Iben har været rigtig god til at finde billeder, så han helt konkret og visuelt kunne se, hvad hun mente med sine ideer. Hans bedste bud på at undgå, at bekymringerne flyder over, er at bevare overblikket ved hjælp af budgetter og lister, og ved at italesætte bekymringerne, så de ikke fylder mere end nødvendigt. 

– Og langt hen ad vejen handler det faktisk om ikke at forvente for meget, men bare blive super positivt overrasket når noget lykkes, fortæller Joakim med et smil.

joakimogiben kombineret3 1

(1) Det aarhusianske par, Iben og Joakim, sidder i deres køkken, som de har fået speciallavet hos Handcrafted Interior. De har udsigt til deres 700 m2 store have.
(2) Hele familien har været en del af renoveringsprocessen. Bag skitsetegningen på billedet kan man skimte de ”plantegninger”, som parrets børn Kelvin og Eliott (7 og 6 år) har lavet.

Giv hinanden plads

Et rigtig vigtigt råd, som parret Iben og Joakim gerne vil give videre er, at give hinanden plads og være rummelig overfor hinanden. At totalrenovere et gammelt hus er et stort projekt.

– Vi er jo to mennesker med to holdninger, så vi har ikke altid været lige enige, siger Joakim, mens han smiler over til Iben.

Iben er enig. Hun understreger også, hvor vigtigt det er at passe på sig selv i processen, så renoveringen ikke bliver altoverskyggende. Selvom der har været bump på vejen, er der dog ingen tvivl om, at parret er meget glade for resultatet af den drømmebolig, de sammen har skabt.

– Vi har været ekstremt privilegerede og absurd heldige. Vi købte på det helt rigtige tidspunkt, har prioriteret rigtigt, og de uforudsete ting har været til at overskue, fortæller Joakim.

Iben og Joakim fortæller desuden, at renoveringen har været et stort, fælles familieprojekt. Deres to drenge. Eliott og Kelvin, på henholdsvis 6 og 7 år, har taget stor del i processen. De har for eksempel lavet deres egne plantegninger og var meget begejstrede, da familien endelig flyttede ind i huset i maj 2021.

– Det var en stor dag med meget glæde, hvor alting ligesom gik op i en højere enhed, fortæller en glad Iben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Artikler du måske vil synes om